EU

DFU_EU

Vi er tilhængere af:

  1. At Danmark skal meldes ud af EU
  2. At der skal være flere forbehold og mindre suverænitetsafgivelse
  3. At Danmark skal træde ud af Schengensamarbejdet og oprettelse permanen dansk grænsekontrol
  4. At Danmark skal indgå flere handelsaftaler
  5. At Danmark skal indgå i mellemstatslige, samarbejder fremfor overstatslige
  6. At landbrugsstøtten skal afskaffes
  7. At Tyrkiet ikke skal indlemmes i EU
  8. At flyttecirkusset mellem Bruxelles og Strasbourg stoppes

 

Det er vi fordi:

Danskerne skal være herre i eget hus. Det danske demokrati og den danske befolkning kan aldrig blive underlagt andre love end dem, som Folketinget påfører. Vi skal bremse EU's stadig større indflydelse over nationalstaterne og indgå i flere mellemstatslige samarbejder.

Dansk udmeldelse af EU

I en nationalstat som den danske er det vigtigt, at beslutninger træffes så tæt på borgerne som muligt. Dette sikres bedst ved, at det er Folketinget, som træffer beslutningerne og efterfølgende kan holdes ansvarlig overfor landets borgere. Vi er derfor imod Danmarks medlemskab af EU og ønsker øjeblikkelig udmeldelse.

Stop for al europæisk integration

Vi vil på den baggrund bekæmpe ethvert forsøg på øget europæisk integration, hvor de deltagende nationalstaters status som selvstændige statssamfund reelt er truet. De historiske, folkelige, sproglige, kulturelle, økonomiske, sociale og religiøse forskelle mellem de europæiske folkeslag er for store til, at man kan omdanne Europa til et ”Europas forenede stater”. Nationalstaterne er garanten for, at folket høres – derfor er et opgør med den europæiske føderalisme en nødvendighed.

Mere frihandel

Vi støtter alle bestræbelser på at skabe reel frihandel mellem verdens nationer. EU er imidlertid ikke noget fyrtårn for international frihandel, men har derimod udviklet sig til en lukket klub, der går mere op i protektionisme end i at skabe mere frihandel i verden.

Ophør Schengensamarbejdet

Vi ønsker, at Schengensamarbejdet skal tilbagerulles og at den permanente grænsekontrol genetableres. Den frie bevægelighed i EU har åbnet op for social dumping og østeuropæisk arbejdsplads, som lægger pres på lønningerne for danske håndværkere og ufaglærte. Derudover reducerer Schengensamarbejdet muligheden for at kontrollere, hvem der kommer ind i Danmark og i Europa, herunder terrorister eller andre kriminelle. Derudover ønsker DFU at genindføre et grænsegendarmeri, som er specialiseret i kontrol ved grænsen. Både på land men også til søs.

Afskaf landbrugsstøtten

Vi er for internationalt samarbejde og ønsker at øge samarbejdet med de lande, som bliver blokeret og bremset af landbrugsstøtten - herunder afrikanske lande og andre ulande. Landbrugsstøtten øger priserne på europæiske varer og gør det umuligt at handle med Afrika og andre ulande. Landbrugsstøtten fastholder disse lande i fattigdom. Derfor ønsker vi at afskaffe EU's landbrugsstøtte og indgå i et handelssamarbejde med Afrika for via samhandel at hjælpe dem ud af fattigdom. Vi er ligeledes positive overfor at indgå flere handelsaftaler rundt om i verden.

Tyrkiet skal aldrig med i EU

Vi mener ikke, at Tyrkiet skal optages som medlem af EU. Landet overholder ikke menneskerettighederne, ytringsfriheden eller pressefriheden. Dertil kommer, at Tyrkiet har en negativ tilgang til vestlige værdier, ligesom man fratager sine borgere demokratiske rettigheder.

EU’s flyttecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg skal stoppes

I dag flytter Europa Parlamentet rundt mellem Bruxelles og Strasbourg 11 gange om året, hvilket resulterer i en trecifret millionregning til de europæiske borgere. Dette er blot et af mange eksempler på ligegyldig bureaukratisering i det europæiske arbejde, hvis eneste formål er at tilgodese et medlemsland, nemlig Frankrig, hvor alle EU’s borgere så betaler regningen. Europa Parlamentet skal kun lægge et sted og det er og bliver i Bruxelles.